selskabslokaler.dk - header

 

Få styr på prisen for festen

selskabslokaler.dk giver dig her nogle gode råd til, hvordan du undgår at få nogle ubehagelige overraskelser efter festen, når regningen skal betales.


Lav altid en skriftlig aftale
Hvad dækker den samlede pris
Hvad koster justeringer efter ”deadline”
Hvad koster det hvis festen trækker ud
Ekstrabestillinger under festen
Hvad skal betales ved afbestilling
Reservationsgebyr og depositum
Hvornår betaler jeg for festarrangementet
Forsikringer


Lav altid en skriftlig aftale

Selv om mundtlige aftaler aftaleretligt er ligeså bindende som skriftlige aftaler, bør din aftale med restauratøren altid foreligge på skrift. Mundtlige aftaler kan være svære at bevise, og der kan nemmere opstå strid om, hvad man egentlig har aftalt. Dette undgås ved, at aftalen foreligger på skrift.

Du bør sikre dig, at eventuelle ændringer i forløbet frem til festen også foreligger på skrift – hvis der er tale om ændringer af betydning.


Hvad dækker den samlede pris

Det er en god ide at få afklaret, hvad der indgår i den samlede pris for arrangementet - fra gæsterne ankommer til sidste mand forlader huset. Hvilket selskabslokale er til rådighed på dagen, og hvad koster det. Koster det ekstra, hvis restauratøren skal stå for bordopdækning, servering og oprydning og hvad koster andre særlige ønsker, barpersonale, ild i kaminen mv. Sørg for at menuen er nøje beskrevet. - Sikre dig således, at du får den samlede pris alt inklusive.

Hvis I aftaler en ’ad libitum’ pris eller ’fri bar’, skal du også sikre dig, at du og restauratøren er enige om, hvad prisen dækker, så du ikke får dig en ubehagelig overraskelse efter festen eller eventuelt midt i festen, fordi drikkevarerne ophører.


Hvad koster justeringer efter ”deadline”

Man kan være ude for, at man er nødt til at lave nogle justeringer i sidste øjeblik. Sørg for inden at få aftalt med restauratøren, hvornår du senest kan lave ændringer i f.eks. antallet af kuverter, menuen eller andre ting i festplanlægningen, uden at det nødvendigvis koster dig ekstra.

Få også afklaret, hvad justeringer efter ”deadline” koster, og i hvilket omfang de er mulige.


Hvad koster det hvis festen trækker ud

Alle gode fester kan trække ud, og det kan derfor være en god ide, at du allerede inden festen har afklaret med restauratøren, hvorvidt det er muligt at blive i længere tid en aftalt, og hvad det i så fald koster.


Ekstrabestillinger under festen

En uforudset udgift kan opstå, fordi gæsterne drikker mere end forventet. Sørg for inden festen at få afklaret med restauratøren, hvad ekstra drikkevarer koster, og hvordan de vil skulle afregnes. Sørg for at det bliver skrevet ind i jeres aftale.


Hvad skal betales ved afbestilling

Det kan være, at du bliver nødt til at afbestille dit festarrangement. Det er derfor vigtigt, at du læser afbestillingsreglerne i aftalen med restauratøren nøje igennem, så du kan afbestille i rette tid.


Reservationsgebyr og depositum

Du vil nogle gange skulle betale både et depositum og reservationsgebyr til restauratøren. Vær i den forbindelse opmærksom på, at der er forskel på de to typer af betalinger. Reservationsgebyret får du ikke tilbage, selv om du afbestiller i god tid, men du skal derimod som udgangspunkt have dit depositum tilbage.


Hvornår betaler jeg for festarrangementet

Sørg for, at du og restauratøren er enige om, hvornår du skal betale evt. reservationsgebyr eller depositum, samt hvornår og hvordan du skal betale for det endelige festarrangement. Det bør fremgå af jeres skriftlige aftale.


Forsikringer

Du kan være uheldig, at en af dine gæster under festligheder kommer til at ødelægge noget service eller inventar. Det bør fremgå af den skriftlige aftale, hvordan evt. skader afregnes og betales for. Afklar evt. forinden med dit forsikringsselskab, hvilke skader de dækker.


Skulle der gå noget galt, har du mulighed for at klage til Ankenævnet for hotel, restaurant og turisme, som er godkendt af Forbrugerklagenævnet.


Til top
FOOTER
Copyright © InnoSol